Fra guld til muld - fra almindelig kantarel til orange.

Lykken var uforståelig, da jeg midt på grunden fandt guld. Op fra den nåledækkede skovbund skød det med kantareller. En delikatesse, som kan være svær at finde, og som smager skønt. Og så var de her i overflod midt på min egen sommerhusgrund. Den orange farve, de frynsede lameller og den fine bølgede hat med en fordybning i midten. De var ikke til at tage fejl af.
Jeg hastede ind i garagen og fandt min svampekurv frem. Plukke, plukke, plukke. Tankerne fløj gennem mit hoved. Hvordan skulle de tørres - på snor, foran pejsen? Hvilke lækre retter skulle jeg bruge dem i? Hvem skulle have nogle af dem?

Inde i stuen fandt jeg min nyindkøbte svampepensel frem og en lille kniv. Svampene skulle rengøres, før nogle af mine spørgsmål skulle besvares. Allerførst skulle jeg dog lige slå dem op i Svampebogen for at være helt sikker. Og også lige give min moster, som har lært mig at sample svampe, en opringning.

Og så indtraf katastrofen. Det var IKKE almindelige kantareller, jeg havde fundet, men åbenbart ORANGE kantareller!!! De er ikke giftige, men ligegyldige i smagen. Øv, øv, øv. I arrigskab tømte jeg kurven ud på græsset i haven. For hvad skal man med svampe, der smager af ligegyldighed? Sikke en nedtur.

Nu har jeg dog lært denne vigtige lektie:
Almindelig kantareller er lyse i farven. De har tyngde og en forholdsvis tyk stok.
Orange kantareller er orange (!). De er lette, og stokken virker nærmest hul. De har altså slet ikke den samme tyngde som den almindelige (og spiselækre) kantarel. Den orange kantarel er meget almindelig (selvfølgelig er den ligegyldige det, mens den lækre er sjælden ...) og vokser stort set samme steder som den almindelige (forræder).

Nå, men som man siger: Når noget virker for godt til at være sandt, er det det som regel også ...